Historien

I marts måned 2004 mødtes en flok øl-interesserede mennesker i et lagerlokale i en baggård bag Danmarksgade i Holstebro. Formålet var at undersøge, om der var opbakning til at starte et håndbryggerlaug i byen – det var der heldigvis og en måneds tid senere holdt Baggårdens Bryggerlaug stiftende generalforsamling.

Ideen til bryggerlauget kom fra Michael og Martin, der havde brygget sammen hjemme i garagen. Og Peder, der havde lagerlokalerne havde sammen med Martin lagt endnu større planer – men mere om det senere. Martin og Michael havde en gruekeddel, et par mælkejunger og en køleboks, der var bygget af et gammelt køleskab. Med det som startudstyr giv vi i gang med at brygge de første bryg, så vi havde noget at drikke af, mens vi kom ordentligt i gang. Der blev lavet en aftale med Peder om at lauget kunne bo til leje i en del af lagerlokalerne – og så gik vi ellers i gang med at bygge om!

Medion   DIGITAL CAMERA

På billedet er Flemming (der senere blev Oldermand i lauget) i gang med at bygge vores kølerum. Forrest ses en gruekeddel samt den gryde, vi brugte til at mæske i fra starten. Der blev bygget et kølerum med separat rum til undergæring, der blev lavet et “alekammer” – et isoleret rum til det overgærede øl, der blev lagt fliser og ikke mindst blev der lavet en hyggelig laugsstue med bar og køkken. Billedet herunder er fra indvielsen af laugsstuen, hvor de første to øl blev prøvesmagt – der var tale om en pilsner lavet på ekstrakt (og ALT for meget humle) og en fuldfed porter, lavet som et minimæsk. Porteren var til gengæld en stor success!

Medion   DIGITAL CAMERA

 

Efter et lille halvt års hårdt arbejde var vi helt klar. Vi var blevet ca. 30 medlemmer og udstyr og lokaler var nu på plads, så alle medlemmerne kunne komme i gang med at brygge til eget brug.

Baggårdsbryggeriet

Som nævnt tidligere gik Peder og Martin og legede med lidt større planer. De ville starte et mikrobryggeri! Det blev i løbet af sommeren 2004 til mere end bare planer og Baggårdsbryggeriet A/S blev en realitet med opbakning fra 100 primært lokale små-aktionærer.

Den gamle lagerbygning blev herefter bygget om – kælderen blev gravet ud til selve bryggeriet, der blev indrettet en butik og i november kunne den første øl, Julefablen, præsenteres. Med tiden blev bryggeriet udvidet med mere lagerplads og der var en 6-8 øl i sortimentet.

Desværre holdt det ikke i længden. I februar 2009 gik Baggårdsbryggeriet konkurs. Det betød at vi i bryggerlauget ikke længere havde nogen at dele huslejen med. Vi havde heller ikke nogen at købe billig malt af. Men det lod vi os ikke slå ud af.

Den store udvidelse i 2009

Efter baggårdsbryggeriets konkurs endte bryggerlauget derfor med at overtage hele lejemålet på ejendommen, hvor bryggeriet lå i. Vi købte også en stor del af bryggeriets udstyr, ligesom vi købte restlageret af malt og humle. Det var en stor udskrivning og alle medlemmer måtte til lommerne. Men det gav også god plads og mulighed for at optage flere medlemmer. I skrivende stund er vi således ved at udvide medlemstallet og købe ekstra udstyr ind, så vi kan udnytte vores nye lokaler og udstyr fuldt ud. Det har været 5 lidt omtumlede år, men vi har fået brygget masser af god øl, eksperimenteret en masse og har en dejlig hyggelig lille klub. Så vi glæder os til at brygge øl i mange år endnu i baggården i Holstebro.

-og historien fortsætter…